K
|
| Kemikalieindsatsdragt | Ved kemikalieindsatsdragt forstås en »gastæt totalbeskyttelsesdragt« (Type 1 efter europæisk standard EN 943-2). Det skal bemærkes, at der heri er inkluderet fuld åndedrætsbeskyttelse.
Brug af kemikalieindsatsdragt anbefales ved direkte kontakt med stoffer, som er giftige eller ætsende. Brug af kemikalieindsatsdragt anbefales også ved håndtering af stoffer, der ved kontakt med luftens fugtighed og med vand omdannes til giftige eller ætsende stoffer. Kemikalieindsatsdragtens egnethed til direkte kontakt med stoffet fremgår af producentens oplysninger om den anvendte dragts modstandsdygtighed, der sædvanligvis angives som en resistenstid over for stoffet.
|
| Kloakvæsenet | I henhold til vejledningen om redningsberedskabets indsats ved akutte uheld med farlige stoffer på landjorden m.v. skal der ved spild i afløbssystemet eller ved fare herfor ske underretning af kloakvæsenet.
|
| Korroderende | Angives for stoffer, som nedbryder metallers overflade ad kemisk vej. Eksempelvis kan syrer nedbryde visse metaller under dannelse af eksplosive hydrogen-luft-blandinger. Korrosion af metaller har betydning for valg af egnede beholdere under indsatsen.
|
| Kulsyresne | Slukningsmiddel bestående af carbondioxid (CO2). Ved udstrømning fra trykflasker under slukning omdannes fordråbet carbondioxid (kulsyre) til fast carbondioxid (kulsyresne). |
| Kølet, flydende gas | Gas, som ved opbevaring og transport er delvis væskeformig. Tilstanden er frembragt ved opbevaring ved lav temperatur.
|